Blog

Nu gik sommerferien ind i anden etape, som jeg har tænkt på i flere år, men først nu gjort reel. Når man kommer fra et land uden høje bjerge – så trækker netop disse majestætiske bjerge og flotte landskaber – vandreturen gik derfor til ’Tour de Mont Blanc’. Første stop var en forlænget weekend i Tornio – en ganske charmerende by. Udover byvandring, så fik jeg en guidet tur på paladset samt det egyptiske museum – meget større end forventet og med en engageret guide. Gåtur ned til floden og udsigtspunkt på den anden side med vue til alperne i det fjerne – som jeg snart ville stifte bekendtskab med. Bussen afgik til Charmonix – og hvilket tilflugtssted af turister som søger udendørslivet, og mange med rygsække ligesom mig. Udover de tronende bjerge var de mange paragliders, det første jeg så. Hurtigt lidt proviantering og videre til TMB-start-porten i Les Houches. Dette var også ret uvant for mig – ingen bookede overnatninger, kun en fyldt rygsæk med alt hvad jeg behøvede inkl. overnatning og madlavning til de første par dage. Jeg havde besluttet mig for at gå den normale retning mod-uret rundt om Mont Blanc, og returbilletten med bussen var bestilt 11 dage senere – herfra Good Luck! Jeg havde på forhånd læst om ’varianterne’, hvor man kan tage andre ruter som har flere højdemeter, vanskeligere terræn, men også flottere udsigter og landskaber. Jeg lagde ud med varianten ’Col the Tricot’ – hård start men utrolig flot udsigt fra dette punkt – men endnu hårdere var den stejle nedtur til Refuge Miage. Efter et par dage begynder benene og lårene at vende sig terrænet. Højdemeterne og de ofte kringlede og uvejsomme stier gør at man konstant er fysisk optaget. Mentalt kunne man tro, at man havde tid til eftertænksomhed – tænke over fortid, nutid og hvad man gerne vil forbedre, eller blot lytte til de lydbøger man ikke tager sig tid til i det daglige – GLEM DET! Det er komplet umuligt at tænke mange eller en lettere dyb tanke – hvilket også er en kærkommen befrielse fra hverdagen. Jeg forsøgte at finde blomsten Edelweiss, som jeg har set i Himalaya (hvor den oprindeligt kommer fra) dog uden held. Tankerne gik engang imellem til selvsamme sang fra Sound of Music, og også til ”Seize the Day” fra Dead Poets Society – jeg synes disse var passende. Fokus er på at placere næste skridt, nyde dagen, sig ’Bonjour’ når man møder folk, og ved små hvil og pauser at spørge til folk omkring én – vitterligt no-stress zone. Der er mange folk, så man skal ikke tage denne tur hvis man vil ”have den for sig selv”. Folk kommer fra hele verden for at tage del i denne oplevelse – det er fedt at være del af denne familie som sætter pris på denne slags udeliv. Der er mange som har booket hytter måske ½-1 år tidligere, med transport at deres primære bagage – de løber nærmest forbi os andre der bærer på fuld oppakning – for mit vedkommende ca. 19kg med vand. Der er ofte hytter på dagsturen, hvor man kan stoppe for et hvil, noget koldt at drikke eller frokost – aldrig har kolde colaer smagt så godt! Normalt startede jeg dagene kl. 6:30 og er klar til afgang 8:00, og på de længste dage fik jeg først rejst telt hen af 18:00. Turen kan klares på 9 dage – så jeg havde tid til en hotel-hviledag i Courmayeur og til slut i Chamonix – det var kærkomment (I Chamonix havde hotellet lavet noget rod med bookingen, så jeg endte med at få deres loftslejlighed til 8 personer – det gik lige an). I Courmayeur fik jeg taget svævebanen op i 3500m højde for at se landskaberne – virkeligt flot, men desværre med skyer som forhindrede det helt klare blik til Mont Blanc. Det var først på de sidste to etaper (fra Le Peuty til Lac Blanc, og fra Lac Blanc til Les Houches) at der var skyfrit til toppen af Mont Blanc – særdeles velegnet tidspunkt da man har udsyn til ’Mont Blanc Massif’ hele dagene. Jeg benyttede også lejligheden til at indgravere et minde om denne tur i min fyldepen – jeg kalder det at gøre noget ’særligt’ – en ofte hårfin grænse mellem sær og speciel (på den gode måde ) – at skabe eller gøre oplevelser til lidt ekstra enten for sig selv eller andre, så de efterfølgende fremtræder som endnu stærkere minder (håber I også gør den slags ”Seize the Day” derude!). I Chamonix tog jeg først til landingsbanen for paragliders – fredfyldt – næste gang er jeg om bord (men skal nok have et puf ud af flyet eller klippen…det er IKKE rationelt). Ellers er byen fyldt med grej-butikker, delikasser, restaurenter og barer – flere med flot udsigt – Just Perfect. Til dem der måtte spørge efter antal kilometer, højdemeter, eller puls – så er disse ikke opmålt. Det har været befriende at reducere nyhedsstrøm i flightmode og antallet af tal/data/statistik. I runde tal har det nok ca. været 150km med 10.000 højdemeter op samt ned. Det blev til i alt 5 af varianterne (Tricot, Fours, Saxe, Arpette, og Lac Blanc). Det føltes meget hårdere end turen til Everest Base Camp, sikkert på grund af de ofte vanskelige stier, flere højdemeter, kontinuert op/ned samt fuld rygsæk. På TMB møder man folk i alle aldre og fra alle nationaliteter. Det er hyggeligt at sige hej til folk, for efter 1-2 dage at møde dem igen – det er som én stor familie. Der er mange fra USA, Europe, Australia, hvor folk fra Asia oftest går i en gruppe med guide. Her er nogle af de personer som jeg tilbragte mest tid med: – Alina og Maresa. Søskendepar fra Tyskland som bor hhv. nær Luxemborg og Hamburg. Nogle seje piger sikkert i 20’erne (gentleman-hood forbød at spørge). Vi havde samme planer for turen og varianterne så vi mødtes flere gange og tog de sidste etaper sammen. De havde ikke venner/veninder som foretog sig lignende men man kunne virkeligt fornemme at de voksende med den udfordring de havde givet sig. Én aften hvor de havde rejst telt blev de ligefrem angrebet af vilde heste som spiste af deres telt og gjorde klar til at sparke. Den famøse/berygtede passage med stigerne var også en udfordring for Marisa, men hun klarede det fint. Jeg er sikker på at forældrene og ikke mindst deres far, som også er til udendørs-livet, er pavestolt af deres præstation. – Aundrey og Todd. Kærestepar fra Oregon. De havde valgt udgaven med overnatninger i hytter/refuges. Efter denne tur skulle de videre til Barcelona, og til sidst Mallorca før hjemrejse. Audrey, som er sygeplejerske, havde tidligere været på Everst Base Camp, besteget Kilimanjaro, også ture i sydamerika – fedt at udveksle oplevelser og highlights med hende. Vi mødtes til fællesspisning ved Refuge Bonhomme – det var hyggeligt at møde folk omkring bordet, men maden var ikke noget særligt. – Andy og Ann. Søskendepar oprindeligt fra Syd Afrika. I dag bor Andy i Frankring sammen med sin hustru (som også var med) og kan på en klar dag se toppen af Mont Blanc fra deres have. Ann bor i Saudi-Arabien. De har alle tre elsket at hike, og selv nu i deres 60’ere (62 og 65år) tager de på disse ture med fuld oppakning og selv den mest vanskelige variant – Fenetre d’Arpette – imponerende og inspirende! – Peter med nevø + franskmand. Peter og nevø er fra Sverige, og Peter er ved at færdiggøre læge-uddannelsen, og havde det bestemt ikke nemt på grund af hans vægt – men han er vedholdende selv på varianterne. Vi fik alle tre flere øl sammen – hyggelige folk! – Ved sidste overnatningssted ”Lac Blanc” (fantastiske udsigt), lånte jeg mit vandfilter ud til en kvinde. Der gik flere timer, og jeg undrede mig over hvor længe det kunne tage at fylde nogle vandflasker. Hun kom tilbage senere på aftenen sammen med to fyre (alle tidligere fra Ukraine), som havde medbragt mad fra deres bord og en mandolin-kasse. De spurgte om vi var interesseret i musik – svaret var ja – men i stedet for trak de en flaske Jägermeister op af kassen, som også var kærkomment Jeg startede turen med ordsproget “When the mountains are calling, pick up the phone”. (Efterfølgende fundet ud af original-citatet er af John Muir “The mountains are calling & I must go & I will work on while I can, studying incessantly.”) Det har været en fantastisk tur – men jeg kan også se hvorfor bjergene kalder. Det er et tørkeramte år i Europa, som også gør sig gældende i disse egne. Flere steder er bække tørre, hytter har lukket for brusere, og kun lidt smeltevand at se i større åløb. Det er synligt at gletchere er trukket tilbage. Jeg tænker at bjergene kalder for at vi skal nå at se deres storhed – som vitterligt er bjergtagende. Derudover at vi alle skal betænke hvordan vi kan hjælpe på klimaforandringerne, så der også i de næste generationer findes gletchere og hvidt på toppen af disse fabelagtige bjerge…hjælp gerne med. P.S. Lidt klodset med et gran af charme – men jeg opbevarer min arbejdscomputer i våbenskab når jeg er væk hjemmefra. Mandag morgen blev lettere kaotisk, da nøglen ikke var hvor den normalt er! Den eneste rationelle tanke jeg kunne komme på, måtte være at jeg havde fundet et nyt gemmested før turen, og at den friske luft og indtrykkene havde resat korttidshukommelsen (har følt mig lettere blanket af på en god måde). Rundt i huset, værksted, garage osv…og synes det så småt dæmrede at jeg havde gemt nøglen et nyt sted – hvorfor havde jeg ikke taget et billede af det nye sted! Visualisering hjalp ikke, og da jeg efterhånden havde set under tilstrækkeligt med potteplanter, papkasser, og andre gode gemmesteder måtte jeg give fortabt for nu – derfor ud i bilen og 1 time i hver retning til hvor jeg har en reservenøgle opbevaret, og så tilbage på hjemmekontoret (havde her misset to møder). Efter et par dage kom min genbo hjem, og jeg fortalt dem historien. De kunne så fortælle, at da de efter aftale havde været ovre og vande blomster indenfor, havde de lagt mærke til at der sad en nøgle i mit våbenskab – de havde derfor pænt låst lågen og taget nøglen med hjem P.S.S. Jeg er ellers ikke meget for udholdenhedssport – men tænkte at med de nytrænede skanker og bæltet spændt ind – at 100km Mammutmarch i Nordsjælland skal have et ihærdigt forsøg (ja jeg ved – “…Do or do not, there is no try”) her om 1½ uge – er spændt!