Nostalgic Whistling – WIND OF CHANGE
– Denne gang med sandsynlighed for at se Scorpions 😉
Netop hjemvendt fra endnu en brik i det store “stykkevis Overlanding the World” puslespil. Et spil bestående af oplevelser og eventyr, hvor der stadig er mange brikker, og flere må gerne ligge i lag.
Denne gang blæste nye vinde sammen med min far, som fyldte rundt i februar. Jeg tænkte han skulle have en særlig oplevelse – derudover en far-søn oplevelse at indfri mens tid stadig er og at tænke tilbage på.
Turen gik til det sydlige Afrika. Til at starte med i Cape Town, og efter nogle dage til Windhoek i Namibia. Her havde jeg lejet en 4×4 Toyota Land Cruiser med to tagtelte samt campinggrej. Herfra gik turen i en halvcirkel – først til verdens ældste ørken, kontrasten mellem ørken og havet, videre til kulturelle steder, nationalparker, ét af højdepunkterne med Victoria Falls (kæmpe fan af vandfald!), og videre via nationalparker og panoramarute til Johannesburg for nogle dage – triptælleren viste 6000km ved aflevering! Der var ikke én eneste overnatning eller aktivitet bestilt – at tage dagene en ad gangen var den spontanitet jeg havde brug for – at give Serendipity en chance 😉
Af nyt/forandring så jeg frem til ørkenen og sandbakker, at køre igennem anderledes landskaber og veje, nationalparker, safari og komme tæt på dyr, derudover at opleve den mindre flatterende del af afrikanske lande og se om der dog er smil, eller om det kan frembringes.
De personer jeg har fortalt om turen splittes normalt op i to typer – den ene, som der er flest af, spørger som det første ”Er det sikkert?”, mens den anden type svarer ”Fedt – Eventyr!”. I kan tænke over hvilken type I selv tilhører 😉
Del 1 – South Africa – Cape Town
Cape Town er et fantastisk turistmål! De sommerlige temperaturer i marts måned er velkomment – endeligt tilbage i T-shirt og shorts. Cape Town ligger virkeligt flot med udsigt til Table Mountain, Lions Head samt Signal Hill. Ikke at forglemme de lange kyststrækninger hvor bølgerne bryder ind – højere end ved Vesterhavet. Vi har 4 gode dage – heldagstur til Cape of Good Hope med flere stop undervejs – flotte udsigter, byer samt strand med små pingviner. Heldagstur til vinsmagning (drikning – ingen spand nødvendig) – 4 forskellige steder af ca. 5 (små) glas hvert sted sammen med historien om stedet – hyggeligt! Det er meget mere casual mht. påklædning og attitude – på ingen måde i stil med Melbourne (venlig hilsen til Jonas), hvor folk er dresset til ”high wine”. Ellers går dagene med tur-busser rundt i Cape Town, på toppen af Table Mountain for en fantastisk udsigt, solnedgang fra Signal Hill, gåture ved havneområdet, turistmiddag med hver sin tromme – ren afslapning. Cape Town er i særdeleshed værd at besøge – vi havde i alt 4 dage som var fint, men med 6 dage havde man sikkert set de fleste highlights.
Del 2 – Namibia – Bestandig Stilhed
Turen går videre til Windhoek, hvor vi bliver hentet i lufthavnen for at bliver kørt til Bushlore – firmaet hvor jeg har bestilt bilen. Vi får en grundig gennemgang og er klar til at starte de næste 30 dages oplevelser med 4×4 Land Cruiser som transport og overnatning med de to tagtelte. Hjemmefra har Land Cruiser et godt ry for robusthed, og en 6 cylindret 4.2L må kunne klare alle strabadser. Det viser sig dog kort efter Windhoek langs asfalt til Rehobot, at motoren dårligt har overskud til så tung en bil – de mindste stigninger kræver neddrosling i gear, selv om vi kører langsomt – godt at arbejde for en grøn virksomhed, med mængden af liter diesel der er røget igennem…
Efter første udfoldelse af tagtelte ned til den eneste sø vi camperede ved i Namibia – er vi nu på vej langs de berømte og berygtede grusveje – i første omgang til Sesriem. Flere steder er det som et vaskebræt, og generelt hullede veje hvor man finder vej ’zig-zag’ på tværs af venstre og højre ”spor” på den grusede vejbane. Der er langstrakte udsigter, også fordi der er så tørt at vegetation ikke kommer ret højt. Vores anden overnatning er ved Geckos, hvor vi fra et højdedrag har langstrakt udsigt over en tør steppe så langt øjet rækker. Stedet er nytænkende og ”in” med både brændefyret (donkey) ude-bruser og ude-toilet.
Nattehimmelen viser sig også som noget helt særligt – ingen lysforurening her, og flere stjernetegn på den sydlige himmel der ikke er velkendte for os ”nordboere”. Jeg genkender Orions Bælte og ellers App til at udforske andre. Jeg har dog medbragt lidt lysforurening selv – kan ikke rejse fra alt mit julebelysning 😉
En af de særlige oplevelser ved Namibia er sandbakkerne – Dunes, som tilhører verdens ældste ørken. Den asfalterede vej fra Sesriem er 60km, hvor man kører forbi et for mig nyt landskab i disse glatte dobbeltkrumme bakker i deres rødlige sand. Himmelen virker endnu mere blå i denne kontrast. Sammen med andre turister står vi tidligt op for at kunne være ved den famøse Dune 45 til solopgang. Der er 45km derud fra gaten, som åbner kl. 6:00 – og derfra 30min gåsegang op til toppen af bakken (ret anstrengende at gå i det løse sand), så man har lidt travlt for at kunne være der til tiden. Selv om det er ret turistet, så er det af gode grunde – det er en flot oplevelse at se solen stå op over dunes i det fjerne og få morgenens første glimt af solen her fra toppen af Dune 45. Herefter videre til nærtliggende parkeringsområde og lidt morgenmad, før turen går i dybt sand ud til parkeringspladsen ved Deadvlei og senere til Sossusvlei. Her er der kun adgang for 4×4 og dæktrykket anbefales reduceret til 1.8 bar. Vi talte med chauffører på shuttle-vognene, og de anbefalede H4 og ellers ca. 40km/t for ikke at sidde fast. Det er noget af en bumpet tur i den fart, og svært at fastholde farten flere steder – vi kommer dog igennem. Der er ca. 1 km gang ud til Deadvlei, som ligger i en ”dal” omringet af dunes. Disse udtørrede træer har stået her i op mod 1000år – for tørt til at de komposterer. Flere af træerne er ret kunstneriske, og man kan gå på opdagelse med sit kamera. På nær én turist i det fjerne (bevidst/ubevidst?), er der ikke nogen som har tænkt over at tage noget kontrastrigt tøj på som ville passe flot ind blandt disse træer og baggrunde – kan dog ikke få mig selv til at spørge kvinden i den gule sommerkjole om hun vil posere ved træerne. Selv har jeg iført mig en rødlig T-shirt og beige shorts til at matche omgivelserne. Retur af sandvejen er denne gang med mig bag rettet, og jeg holder farten lavere – ser ikke ud til at andre kører så stærkt – det bliver noget mere behageligt. Flere steder falder motoromdrejningerne og man skal være hurtig til at skifte gear for at holde bilen kørende…men ak – alligevel lykkes det mig at sidde fast. Over i 4×4 nødredning – L4 – men hjulene graver sig bare endnu dybere ned. Dette er ikke stedet til at gå på opdagelse i differentiale-settings og hvordan rattet med fordel drejes i små glidende bevægelser. Jeg får fat i en af shuttle-chaufførene, som er holdt ind til siden – og han får bilen på mere sikker sandgrund – til klapsalver fra hans shuttle som fik en ekstra oplevelse og et lettelsens suk og lidt drikkepenge fra min side 😉
Dagene begynder at få en hvis rytme – opsætning af tagtelte, bord og stole kan snildt gøres på 10min, men nedpakning af tagtelte tager længere tid – at få pakket teltdugen ind under før betrækket kommer på kan drille. Vi har snart fundet faste pladser i bilen, poser, og tasker til vores mest brugte grej. Vi møder generelt ikke mange turister på vejene eller campingpladser – årstiden er måske ikke så oplagt, eller folk tager andetsteds. Selv lokale kan det tage timer mellem at vi kører forbi i en støvsky på vejene. Vi kører ca. 200km om dagen, som tager adskillige timer på disse veje, men vi har ikke travlt. Langs kørslen slår jeg op i appen iOverlander hvilke campingpladser der er i området og får læst anmeldelser. Vi har været heldige alle dage på nær én – at der var ledige pladser. Vi overnatter mange spændende steder – altid i tagteltene. De fleste campingpladser har lidt særligt, enten i form af udsigte, indretning eller faciliteter. Kun én gang overnatter vi ”free camping” – på nordsiden af Spitzkoppe, da udsigten til disse sten-bjerge er flottest herfra. Det var dog også den mest vindomblæste placering på hele turen – hvor jeg overvejede om bardunerne til tagteltene måske skulle tages ned, for ikke at give helt så stort overfladeareal og lommer til den kraftige vind. Det blev også hurtigt tradition efter fremkomst til campingplads og udslået grej – at få en kold øl og chips – skønt! Når vi er tidligt fremme finder jeg medbragte lydbog med – hvad ellers end Karen Blixens’ – Min Afrikanske Farm 😉 Hyggeligt med sådan en historie og gammelt sprogbrug – bl.a. flittigt brug af ”bestandig”.
Vandet er en udpræget mangel i Namibia – der er tørt stort set over det hele. Ved 1000 Hills står man på toppen og ser en panoramaudsigt over et lavere liggende område omkranset af bakker/bjerge. Indenfor i den hyggelige bjerghytte er der fotografier af hvor området var grønt – det er nu 12 år siden de billeder blev taget af Anie, der ejer stedet. Ligeledes ved Twyfelfontein, hvor vi får en guidet rundvisning af ”helleristninger” på store sten (indgraverede dyr, fortællinger, placering af vandhuller), er vandmangel sikkert én af årsagerne til at guiden virker lidt nedtrykt – og så måske at hun har givet den samme rundvisning i 17 år. Guiden KanKan (betyder tak på deres lokale ”klik-sprog”) kunne fortælle om sin barndom, hvor brændet nogen gange blev vådt på grund af regnen. Nu er det 7 år siden der har været nogen regn af betydning. KanKan’s stamme er nødt til at hente vand fra en anden stamme, men alligevel kunne hun ikke se sig selv et andet sted. At videreføre tradition er ærværdigt men kan have en høj pris. Hun anbefaler en nærtliggende campingplads – det viser sig at hendes forlovede ejer stedet (han er sikkert flink, men noget forskellige i alder). Her får vi en hyggelig snak med de to værtinder, og hører om hver vores tilværelser og snakken runder også hvordan de holder jul – ved at pynte et af deres lokale træer, men de finder også et plastik-nåletræ frem. Jeg fortæller, at jeg har taget en drone med – og de har ikke tidligere set sådan én. Det er altid spændende at se et område man er velkendt med fra luften – så jeg finder den hurtigt frem. Jeg får hjulpet Vanessa og hendes kollega, så de selv kan prøve at styre – vi flyver over til campingpladsen på den anden side af vejen. Fra skærmen kan vi se hvordan deres kolleger kommer ud pga. den støjende ”humlebi” over dem. Senere kommer også disse 4 personer over for at sige hej, og får alle en indførelse som dronepiloter. Her er der smil og hygge – noget der har været svært at frembringe flere steder, specielt blandt dem der sidder i en skranke.
Vi ser flere dyr i Etosha nationalpark, hvorinde vi har to overnatninger. Primært giraffer, zebraer, hjorte – men vi ser også elefanter og enkelte næsehorn – 2 af ”the Big Five”. Flot at se disse dyr leve ved siden af hinanden og se hvordan de bevæger sig og løber rundt.
Vi har fået anbefalet fra flere at tage omvejen op til Okavango floden (grænse mellem Angola og Namibia) i stedet for at krydse direkte øst over til Botswana. Vi tager derfor denne afstikker og har flere gode oplevelser. Hannes og konens yderste gæstfrihed var i særklasse, og så i en flot grøn have som de gør meget ud af. De hjælper også befolkningen i nærområdet, og har bl.a. stået for børnehaven nært ved, og hjælper også skoler i området. Dagen forinden har vi købt to bolde på en tankstation med tanke om at aflægge en skole et besøg og give som gave – der er så mange børn i vejkanten vi er kørt forbi, eller tigger så snart vi holder ind med bilen på en tankstation eller supermarked, for hvem skoleklokken ikke ser ud til at ringe ind. Vejskiltene er også noget anderledes end herhjemme – før skoler ud til hovedvejen mod Rundu er der skilte med at man skal sætte farten ned til 90km/t!! Vi bliver modtaget med flere sange ved børnehaven, og får også et blik indenfor og en snak med lærerinden, om hvordan hun lærer børnene bogstaver, ord og tal. Hannes havde i forvejen adviseret en nærliggende skole, at han ville kigge forbi om mandagen med medbragt fodboldtøj fra en tysker. Det passer ret godt ind, at vi kan følge med og aflevere en helt ny fodbold til holdet, se lidt af skolen med 300 elever, den daglige grød-lavning (samme ret hver dag), samt få en snak med den kvindelige rektor.
Namibias tørke, de lange næsten golde panorama-views, få andre personer ved campingpladser samt veje, den klareste stjernehimmel – gør at stilheden her får et helt særligt præg.
Del 3 – Botswana
At passere grænser har sit helt eget bureaukrati – adskillelige formularer at udfylde og processen er normalt ikke særligt klar. Bl.a. skulle vi bare ligge en grøn udfyldt blanket vi fik ved leje af bilen i en papkasse med tilsvarende næsten fyldt op til kanten – ingen kontrol eller kvittering ved denne bås.
Det blev primært en transportdag til Maun, uden meget at se fra vejen. Maun er en stor (efter disse forhold) langstrakt by med mange butikker, folk, og biler – noget vi ikke havde stødt på indtil videre. Vi overnatter ved Backpacker Camp, hvor det rent bogstaveligt ser ud til at mange unge mødes på deres rygsækrejse. De næste dage kommer til at stå på kørsel igennem nationalparkerne Moremi og Chobe, så vi fylder de to jerry cans for at sikre vi kan nå frem til en tankstation i Kasane – nu fuldt lastet med 170L diesel.
For at komme tættere på syd-gaten til Moremi finder vi en campingplads nært ved. Vanskeligt at finde vej med dårlig skiltning, og de medbragte kort-apps kommer på en prøve her i området. Egentlig synes jeg Maps.cz ofte havde de mest detaljerede kort med indbygget navigation. En af de ansatte ser os og får os guided frem til campingpladsen – eneste campister i dag, og så ud til at det er længe siden andre har været her. Vi parkerer under et stort træ – dette må være bush-camping, med tæt bevoksning som mange dyr sikkert kan gemme sig i. Det lød dog ikke til at vi skulle være bekymrede – også da jeg spørger til, om der er nogen madvarer vi ikke bør have i bilen (jeg har læst at man ikke bør have citroner, som elefanter er meget glade for..?) – dette har medarbejderen dog aldrig hørt om. Vi tager dog vores forholdsregler og laver tidlig aftensmad og fortrækker til tagteltene mens det stadig er lyst.
Ejeren af campingpladsen har foreslået en genvej til syd-porten, som vi tager næste morgen – flot med kørsel blandt giraffer og zebraer. Indenfor porten kører vi mod ”Third Bridge” (flere træbroer herinde, som passeres langsomt til lyden af træ der knaser). Selv om vi har købt et kort over denne park, så er der så dårlig skiltning, at vi har svært ved at orientere os, og bliver flere steder en tilfældig rute. Vejene er de hidtil værste – meget ujævne, men derudover også mudder og vand der skal passeres. Vi tænker det er godt at passere i rimelig fart i 2nd gear H4 – som medfører at vi kommer igennem – men bilen og motorrummet er komplet mudret efter kørsel i denne nationalpark. Vejene er en stor udfordring, og der er heller ikke reelle udsigtspunkter eller landstrakte vue. Mod turen til nord-porten skal vi passere Hippo Pool. Nogle af dem vi har snakket med har nævnt, at nogen kørte fast i dette området dagen forinden – vi tager chancen. På vej dertil ser vi flere elefanter helt tæt på (indenfor 10m) – hun-elefanter kan se ret aggressive ud, når de meget bestemt drejer hovedet og ser direkte på én, og samtidig trutter i snablen – så er der ikke betænkningstid med hurtigt at komme videre, og med forhåbning om at vejen fremme er farbar og at elefanten ikke følger efter. Andre steder med elefanter ud til vejen venter vi på, at de er kommet et stykke fra vejen, men vi ved aldrig om de kunne være aggressive med deres små kalve tæt ved, og om vejen er farbar, når vi kommer lidt længere frem – ikke stedet der egner sig til hurtig bakning eller 3-punkts vending. Ved Hippo Pool er området ganske vist kraftigt oversvømmet – suk. Ud at finde en lang pind for at vurdere dybden – flere steder for dybt til at forsøge. Her er vi heldige at finde en vej igennem bushen (i baghovedet påmindelse om stedet ”Hippo” og at der kunne være andre dyr i krattet – pyt, det skal nok gå) – ved lavere vanddybder kører vi igennem. Moremi efterlod primært indtryk af vejforholdene, passage af knirkende træbroer, få dyr, aggressive elefanter og så vandpassager og mudder som gør at bilen virkeligt bliver brugt til formålet 😉
Nattens campingplads er endnu mere øde og sværere at finde end den tidligere – igen ude i bushen med få primitive faciliteter et stykke fra pladsen. Natten sænker sig, og man kan høre flodheste gå rundt i vådområdet udenfor – den store klodsede silhuet igennem myggenettet bekræfter. Hen af 4-tiden gør dyrenes konge sig bemærket med sit flotte rungende brøl – sikkert i en afstand af et par hundrede meter. Sætter lid til at løven har læst turistguiden hvor folk i tagtelte er fredet bag den mikrotynde teltdug samt myggenet 😉
Turen går videre til Chobe Nationalpark. Det er svært at få reelt brugbare oplysninger ved gaten omkring vejenes beskaffenhed – i Moremi fik vi ligeledes at vide at vejen der viste sig at være voldsomt oversvømmet var helt fin (!). Vi møder et tysk par, som lige er kørt fra Savuti og de valgte den ensporede sand-rute – vi gør det samme, da vi stadig lige skal have rystet kørsel i Moremi af os. De næste 2 timer består af kørsel i sand hvor bushen/buske står helt op til vejen med ofte kradsende lyde langs bilens sider – rart dette ikke er ens egen bil. Før Savuti bliver der mere udsyn og flere forskellige veje man kan køre på egen hånd – det er første gang vi har følt lidt frihed i forbindelse med safari-kørsel, hvor det ikke er faste vandhuller man kører efter. Vi ser igen flere giraffer, zebrarer og hjorte – men denne gang får vi også krydset en hun-løve, bøffel, samt kæmpestor Marabou-stork af. Vi tænker at køre en anden rute end ”hovedvejen” mod nord for at se lidt andet – så vi kører til Baobab galleri og herfra videre mod nord. Ser ud til at det er længe siden andre har kørt her – igen med tæt vegetation som gør det vanskeligt at se noget. På sidste del før porten er der mere kuperet i dyb sand, og det skal vise sig at forfølge os ud af porten mod campingpladsen. Vi ser skilte med ca. 40km til den udvalgte campingplads, og flere skilte undervejs – men ender med ikke at finde denne plads. I stedet finder vi en anden, Thobolos, som har flot udsigt over et vandhul og fine faciliteter – dejligt at slutte dagen af på denne måde, og vi er nr. 2 på pladsen med fin udsigt til primært hjorte og Blue Waterbeest.
Turen går videre til Kasane, hvor vi efter anbefaling vælger Chobe River Safari – meget luksuriøst og turistet efter vores standard. Fordelen er bl.a. at dette sted ligger ned til Chope River (surprice…), og arrangerer solnedgangs-river-cruise som vi melder os på. Vi ser flere flotte fugle og krokodiller – men højdepunktet er klart de mange flodheste og elefanter vi kommer helt tæt på – både at se dem spise, lege, løbe og holde sammen – flotte ”familiebilleder” med så mange på samme sted. Solnedgangen er flot mod hjemkomst, og da det er blevet sent vælger vi restaurantens store buffé – velvalgt og vi får prøvet mange retter. Vi er særligt imponerede over de sammenkogte retter, samt T-bone gris (Pumba?) – savner dog den rigtig gode sovs vi tidligere har fået ved Roy’s. Alt i alt et velvalgt sted, og ved morgengry hører vi nabo-campister om anbefalinger i forbindelse med at køre ind i Zimbabwe. Det skal have et ihærdigt forsøg, da mange taler godt om naturoplevelserne i Zimbabwe. Det er hyggeligt at møde de andre 4×4 campere ”Overlandere” med tagtelte, de virker som rolige og hjælpsomme folk der værdsætter naturoplevelser med det lidt primitive, som bringer dem dét tættere på naturen – dét er en hylde for mig.
Del 4 – Zimbabwe (+ Zambia for en kort stund)
Første udfordring er indrejse i Zimbabwe, og import samt ”forsikring” af bilen. Ret mange båse man skal igennem for at få diverse stempler, og vi har stor gavn af ”freelance” guides, som løbende forklarer næste trin i processen – for til slut at få lidt drikkepenge (velfortjent – ved ikke om det ville være muligt uden denne hjælp). Vi får også at føle hvor vigtige disse folk i båsene er, som nemt kan bruge laaang tid på at diskutere med sidebåsen, mens os turister kan stå og se/lytte på. Nogle penge kan betales med kreditkort – ikke MasterCard, kun Visa – mens andre betalinger er kontant. Det skal senere vise sig ved indrejse til Zimbabwe fra Zambia, at nogle af disse kontanter hurtigt kommer op i personens skjortelomme, og kvitteringen ligesom forsvinder, og vi kan ikke få en ny. Vi har hørt flere omtale om korruptionen i Zimbabwe, og at vi skal have kontanter klar til at sikre os passage forskellige steder – udover de officielle vejtolde. Vi oplever dog aldrig noget sådan – udover en primitiv vejblokering med et par plastik-kegler og ”Police” malet bag på en bil – vi kører lige igennem.
Vi kører til byen Victoria Falls, hvor det ender med at vi bliver på samme campingplads (Hotel som har pladser til camping) de følgende 3 dage. Her – ca. 1km fra det store vandfald, kan man tydeligt høre den højlydte brusen – døgnet rundt. Ved solopgang kan man også se vandtågerne stige op fra vandfaldet bag træerne i det fjerne.
Vi beslutter os for en guidet rundvisning af dette imponerende vandfald (ét af verdens 7 naturlige vidundere) fra både Zambia og Zimbabwe siden. I løbet af denne rundvisning, med ganske kort kørsel – sidder vi i alt i 4 forskellige biler og har 3 forskellige guides eller chauffører – åbenbart ikke nemt at indregistrere biler til at køre i begge lande. Vi starter med at gå ned af ”Boiling Pot” stien for at komme ned til vandoverfladen og se den ikoniske bro herfra – og vandtågerne fra vandfaldet længere mod højre. Herfra tilbage og en gåtur i højde med vandfaldet – på med poncho, dette skal vise sig at blive meget vådt. På denne tid af året er der meget vand, så flere steder skyder vandet op fra den snævre kløft – mere end det vildeste tordenvejr. Devils Pool er også lukket på denne årstid (en lille pool helt ud til kanten) på grund af for meget vand og risiko for ét stort plask. Man står indhyllet i vand og kan dårligt se vandfaldet – men høre det er stadigt imponerende. Andre steder er der bedre sigtbarhed – til dette velfortjente Wonder. Gåturen med udsigt fra Zimbabwe siden er i større afstand til vandfaldet, så selv om der her også kommer vand nedefra, så er det slet ikke i samme mængde som på Zambia siden, og specielt den lille bro vi skulle passere. Denne oplevelse har yderlige styrket lysten til at besøge flere af de store vandfald – Niagara og Iguaçu 😉
Jeg har et lille biluheld i Hwange nationalpark – ingen tilskadekomne, og kun lidt materiel skade. Kører på ensporet grusvej med høj vegetation på begge sider. Derudover har vi ikke set andre bilister de sidste 4 timer. Rundt i en venstrekurve kommer der en modkørende – vi forsøger at bremse ned og undgå, men ender med at fronten overlapper 50cm på hver bil. Det tager lidt tid at få rettet den anden bils lygteparti og skærme op, så de kan fortsætte (bruger vores bil til at trække i de bukkede plader). Øv – men vi får løst problemet og kommer begge videre herfra. Ikke lige et sted man har lyst til at lave en rapport hos nærmeste politistation. Det viser sig at vores kængurugitter også er blevet lidt bøjet og frigangen til højre forhjul er mindre og går af og til på skærmen. Næste morgen bruger vi et træ og træktov til at rette de bøjede plader lidt – men bliver kun lidt mere frigang til hjulet. Vi gør kort process af Zimbabwe uden yderligere nationalparker og ujævne veje og begiver os mod Sydafrika.
Hovedvejen har et utal af store Potholes – brede, dybe huller i asfalten. Man kan dårligt se hvor dybe hullerne er før man er tæt på, så ofte med undvigemanøvrer og over i modsatte spor (når der ikke er modkørende). Nogle steder står små ”skole”-børn og med hænderne kaster sand på de dybe huller og forventer lidt drikkepenge som tak. Vi ser kun ét primitivt hold af vejarbejdere på hele strækningen.
Vi har en overnatning i Gwanpa, som overrasker med denne fine campingplads og tilhørende resturent. De folk der arbejder her, har også ligesom ved flere andre lodges/campingpladser deres lille hjem her. De virker nu ret glade og hjælpsomme, og vi får også udvekslet fra hinandens tilværelse. Ejeren er guldgraver og han tilbyder en rundvisning af minen og hvordan de ca. 40 mand arbejder – ja tak. Det er interessant at se de enkelte processer, også rummet med cyanid hvor vi får besked på ikke at røre ved noget. Det er meget primitivt det hele, ganske få maskiner – flere steder er det helt manuelt med at fylde ladvogn med skovle eller dreje håndtag for at malm fra skakte 40m nede kommer til overfladen – 7 dages arbejdsuge. Langs hovedvejen ser vi også personer der graver huller efter guld – sikkert ikke for at køle pilsnerne ned…
Del 5 – South Africa
Endeligt ude af Zimbabwe – og endnu en forvirrende og langsom process med at komme ud af landet. Det leder tankerne tilbage til Asterix og Obelix, som i én af de 12 prøver skal have udstedt et cirkulære ved at gå rundt til forskellige skranker og bliver sendt rundt på kryds og tværs (nogle barndomsminder hænger bestandigt fast 😉).
Vi finder en rigtig fin campingplads vests for Musina – egentlig har de ikke fået campingpladserne åbnet efter Corona, så vi får i stedet hver en hytte til meget rimelig pris. Ejeren forklarer hvordan han ser det sydafrikanske system, hvor regeringen er nede på niveau 5 mht. magt og almindelige folk niveau 6. Øverst er den åndelige verden, og til den materialistiske verden er der fortolkere/profeter imellem. Herunder er et hierarki hvor spidsen består af monarkiet (den mandlige Zulu, kvindlige, samt ”aboriginals”), herunder Chiefs, derfra yderlige lag før man når regeringen. Flere af de folk jeg snakkede med i Sydafrika er meget utilfredse med korruption og at ANC (Nelson Mandelas parti) har stået ved magten så længe, og der ikke sker nogen forbedringer – alle enige om at Mr. Mandela ikke ville være tilfreds med at se hvordan det er gået. Der er sikkert rig plads til forbedringer – men det må heller ikke være nemt for nogen regering, hvis man over sig har en pyramide af andre beslutningslag.
Vi har set frem til næste del – 3 dage i Kruger Nationalpark. En park der strækker sig 350km fra nord til syd, og med i alt 3000km veje. Da vi kommer til nord-gaten, vil jeg blot købe et kort over alle disse veje, så vi kan forberede os inden vi kører ind i parken næste dag. Jeg skulle have sagt mig selv – der er simpelthen ikke den mindste turistforståelse i de øvrige nationalparker vi har besøgt, så her sælger de heller ikke kort og har kun på bordet et ret lille kort, som ikke er til nogen hjælp. Det fremgår heller ikke nogen steder hvad priserne er – som også er kendetegnende. Heldigvis sælges kort på campingpladsen hvor vi overnatter – et rigtig flot sted bygget op fra grunden over 7 år af Annelise og hendes mand – gennemtænkt sted med fine forhold, stor hytte med sofagruppe, pool, og ”honesty shop” hvor man skriver på en seddel de ting man tager. Aftensmaden står på pølsemix (første kogte kartofler i 1+ måned) med udsigt over floden der rundt om hjørnet render ind i Kruger.
Man kan godt se at Kruger er noget særligt – her er der flere steder mere åbent i terrænet, så man har bedre udsyn og vi ser også flere dyr og flot natur. Langs en grusvej ser jeg noget plettet ud af vinduet – vi bakker tilbage for at se en leopard der hviler sig på jorden. På grund af påstyret fortrækker den ind i buskadset – men vi når at se denne store flotte kat – nu har vi krydset alle ”Big Fives” af! De mange andre dyr er nu også spændende at se – som giraffer, zebraer, kudo, nyala, waterbuck, impala….men dog mere almindelige. Det svære er at se og optage dem i nogle særlige begivenheder, og ikke blot som ”dokumentation” at man har set dyret. Vi tager et arrangeret ”Game Drive” mod solnedgang, samt endnu et før solopgang – her skulle sandsynligheden være større for at se de sjældne dyr. Ret overrasket over at vognen kører af de helt samme veje som vi selv kan køre – havde forventet de vidste bedre hvor dyrene opholdt sig, og kunne køre hvor der for os ikke er adgang, men åbenbart ikke. Før solnedgang skal alle private igen være tilbage på lodges/campingpladserne før de enkelte gates lukker – her har vi muligheden for at blive længere ude. Nu går den resterende del af turen med lygter for at se efter genskin fra katte-øjne – vi ser dog ikke nogen, og er godt tilfredse med at vi så leoparden i dagslys. Vi får krydset hulepindsvinet af, som løber ved siden af bilen med en kæmpe næsten busk af lange pigge. Vi kører ud af Kruger ad Phabeni, og har dermed taget næste hele turen fra nordligste til sydligste gate – primært ad grusveje hvor man ser mest. Alt i alt var der mange timer på vejene i Kruger hvor vi ikke så dyr, spændende natur, eller udsigter – måske var forventningerne lidt for høje, eller årstiden har for meget vegetation. Men, vi er der ikke kun for at se dyr – natur og landskaberne er for mig mindst lige så vigtigt, hvorfor det grønne er velkomment.
Den sidste del før Johannesburg er via Panorama-ruten. Vi starter fra Graskop og kører ruten mode nord, hvor vi holder ind flere steder for at se udsigten og vandfald. Dette er virkeligt langt over forventning med så flotte udsigter, landskaber og vandfald – men ikke nemt for den store dovne motor at kapere disse stigninger.
I Johannesburg har vi fået anbefalet at bo i området Sandton, og får skiftet tagteltet ud med 4 stjerner. Det er en kæmpe forskel at besøge det nærliggende indkøbscenter i forhold til de steder vi har været de sidste 30 dage – udvalget og mærkevarer minder om de største centre i Europa. I løbet af de næste dage får vi besøgt: Cradle of Mankind, Diamantmine på overfladen, Pretoria, samt slutter af i Soweto med flere mindesmærker, hvor Nelson Mandela boede (det nyeste hus er endnu ikke museum) og får et blik indenfor i et af de to køletårne, som ikke længere er i brug. Dette afrunder vores store afrikatur før vi kører mod lufthavnen!
Afslutning
For at starte ved starten – så nej – jeg så ingen Scorpions 😉. Jeg så heller ikke andre større insekter, slanger eller giftige dyr. Et par større firben blev det til, nogle gange i en flot blå farve. Det leder mig hen til det første spørgsmål fra de fleste – ”Er det sikkert?”. Jeg var bevidst omkring vores sikkerhed, så hoteller i Cape Town og Johannesburg var i bedre bydele, og vi tog Uber rundt efter solnedgang. Man bliver jævnligt passet op af folk der gerne vil sælge eller tigge (ikke kun i storbyer men også langs hele køreturen når man gør holdt ved benzinstationer, supermarkeder, eller opholder sig nær turistattraktioner) – jeg følte dog ikke dette på noget tidspunkt var usikkert. Vi kørte heller ikke rundt efter solnedgang – også lige så meget pga. dårlige veje, dyr på vejene, og at vi gerne ville nå frem til campingpladsen før solnedgang, som gør det noget lettere at rejse telt, slappe af og lave mad. I Johannesburg var der én aften, hvor vi gik langs en uoplyst vej nær hotellet – dette virkede ikke så trygt, når man også kunne se nogle personer der gjorde holdt længere fremme. Én af dem begyndte endda at løbe i vores retning, da vi havde besluttet os for at vende om – han kom dog ikke nær. Overordnet vil jeg derfor sige at sikkerheden ikke var en bekymring.
Det var fantastisk at have vejen som hjem og bare køre rundt for at opleve nye steder hver dag. Ligeledes mange forskellige campingpladser gjorde det altid spændende at se hvad vi kom frem til – ofte positivt overrasket. Her efterfølgende, har der ikke været helt så mange landskaber og flotte udsigte som jeg havde håbet. Når man kører rundt i nationalparkerne kan man godt fornemme at dyrene er hovedattraktionen, men jeg er mindst lige så meget til den øvrige natur. Det var særligt ved sandbakkerne i Namibia, og flere langstrakte udsigte her, men ellers har det primært været ved Panorama-ruten at der var noget særligt at spejde over. Vejene er nærmest et kapitel for sig – vil mene vi har prøvet det meste af dårlige typer veje på sådan 6000km. Bilen og vi holdt til det – men det er strabadserende og noget man skal være indstillet på – min far mente ligefrem at den ene nyre havde rystet sig løs! (det blev bedre senere på turen). Og ja – det var noget særligt at opleve denne tur med sin far – en oplevelse vi har sammen og aldrig glemmer.
På hotellet i Johannesburg passede det med, at vi fik afsluttet lydbogen ”Min afrikanske farm”, som i flere henseende havde fulgt os på turen. Dén verden og fortid der berettes om med folk der arbejder og lever på gårdene, er ikke så forskellig fra hvad vi har oplevet. Ofte ved lodges/campingpladser/plantager er der mange der arbejder, og lader til at flere også har deres lille hjem indenfor. Det virker til at folk er godt tilfredse, og sikkert til et vist omfang en del af familien. Der er mange oplevelser som gør Afrika meget anderledes end herhjemme – som også er selve grunden til at tage ud og opleve – WIND OF CHANGE.
