YES – det startede med et TRY og endte med et DO!
Dette var særligt for mig – Mammutmarch 100km nord for København. Måske ikke så kendt et event, men der er tale om at gå 100km på under 24 timer. En personlig udfordring og jeg var spændt på at møde nogle af disse eksisterende og to-be Mammuter, som jeg måtte have nogle ligheder med.
Forud var jeg hjemvendt fra Tour du Mont Blanc, så i bedre form end normalt med bentøj velafprøvet uden skavanker og fyldt med indtryk og positiv energi. De sidste par dage op til eventet fulgte jeg kostråd (tak til Birgitte, Diatist) så jeg fik fyldt på af kulhydrater, og fik også forslag til selve dagen – menuen ville bl.a. komme til at stå på rugbrøds-klapsammen med Nutella! Vejrudsigten blev fulgt nøje, og det tegnede til heldagsregn – om fredagen var der skybrud flere steder i Jylland, og det så ud til at dette uvejr flyttede østpå…
Lørdag indtraf og startede kl. 5:00 for at jeg kunne gøre mig klar og få en solid morgenmad og klargøre den medbragte mad og oppakning. Med 2.0l vand og 2×0.25 Redbull vejede rygsækken 8.5kg. Jeg havde på forhånd bestilt en togrejse, da jeg ikke tænkte det ville være forsvarligt at køre hjem efter sådan et event – helt udmattet og 32 timer uden søvn. Vejrudsigten havde ikke ændret sig og på yr.no forudså de op til 70mm regn – ganske vist med en stor buffer – de skulle jo nødigt fyres. På perroner og i togene så jeg mig omkring – kunne jeg se hvem blandt disse folk der var tilmeldt? Først et blik på sko/støvler, derefter rygsæk, og til sidst deres tøj – nej, jeg ville tvivle på at dem jeg mødte i Brande og Vejle var tilmeldt. Jeg havde købt et mærkat ”Mammutmarch – Challenge Accepted” som jeg fik monteret med et par sikkerhedsnåle (ikke i en tynd tråd) på min rygsæk – så havde andre tilmeldte mulighed for at hilse. Det virkede på Københavns Hovedbanegård, hvor jeg fik en snak med en gruppe venner fra Fyn. Mens jeg ventede på toget til Vedbæk fik jeg øje på Kåre, som er ivrig vandrer og har mange gode Facebook-indlæg for at dele ud af erfaringer og hjælpe andre. Jeg har tidligere mødt Kåre på én af de ture jeg har tilmeldt mig via Opdag Verden – anbefalelsværdigt. Vi udvekslede erfaringer og forberedelser og fulgtes ad til startstregen ved Vedbæk Strand.
Vi var 1200 tilmeldte som blev sendt afsted i 3 grupper, adskilt med 30min. Jeg nåede at se første hold starte kl 13:00 – jeg var tilmeldt gruppen 13:30. Det regnende, men ikke så alvorligt – men svært at vide hvordan det ville udvikle sig. Jeg skiftede derfor til det medbragte regntøj. Vi stillede op til starten og nedtællingen startede – ved t=0 startede musikken – ”Skotsk” inspireret lød det til. Budskabet var klart i min ører – Andægtig, Power-full, Eventyr – velvalgt! Det vi havde tilmeldt os ville blive en åndelig, mental og kropslig udfordring, som mange af os aldrig havde stiftet bekendskab med. Det havde været på sin plads at knæle, men denne slags ærbødige værdier fra en svunden tid er der kun få af os der bærer rundt på. Jeg synes at genkende temaet men kunne ikke stadfeste. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det er fra titelmelodien til ”The Last of the Mohicans”. Hvis man er i rette ’mood’, så prøv at se udgaven længere nede – giver for mig tanker i retning af tradition, stolthed og ære – nogle af de ypperste værdier. Prøv også at se videoen af Redouane, som giver et godt indtryk af ruten.
Med så mange folk startende på samme tid langs snævre passager medførte langsom gåsegang de første kilometrer – jeg så frem til at kunne strække ben. Jeg havde ikke overvejet min placering i startfeltet, og værende hurtigere gående end de fleste betød, der var mange at overhale. Den første del af ruten var i skov, så selv om det regnede var vi ikke videre udsatte. Efter 1 time var regnen fortaget så meget, at jeg stoppede for at tage regntøjet af – det luftede og gav lidt ekstra overskud. Efter ca. 10km kom vi til en korsvej – det officielle spor var oversvømmet og man ville skulle gå i knæhøjt vand. Jeg valgte heldigvis en omvej, hvor jeg mødte Annette. Vi havde samme fart på omkring de 6.0km/t – nok til at man lige skulle stramme sig lidt an. Jeg mindes ikke at nogen overhalede os, og vi begyndte at indhente folk der var startet i gruppe 1, 30min før vi startede. Vi fulgtes ad de næste 25km, som føltes hurtigt mens vi snakkede. Annette har arbejdet 23år ved Novo Nordisk, og det lød til at være en fantastisk arbejdsplads – dagen før havde de haft en kæmpe sommerfest med ~11.000 deltagende!! Jeg er ”vant” til ca. 3000 ved firmafest, så dette måtte være ret kaotisk/fantastisk. Hun vil gerne bestige Kilimanjaro, og har tidligere kørt hundeslæde herhjemme og i Sverige – i øjeblikket har familien ”kun” 6 Siberian Huskys. Jeg mindedes mine ungdomsår og familiens bedste ven, Narvik (Norsk Elghund) som også tilhørte spidshunde-racen. Annette fortalte, at hun højst kunne gå med 2 hunde af gangen, og hvis det var den stærkeste så kun én hund – hvilken Power! Jeg har efterfølgende spurgt om hun kunne bruge en rejsemakker til Kilimanjaro – så måske ses vi i højere luftlag. Vores veje skiltes men vi mødtes flere gange i løbet af turen – helt til sidst nåede hun målstregen før mig – gæv pige.
Ved depot #2 efter 42.2km var jeg godt tilfreds med min hidtil længste vandring på én dag – en maraton overstået med 6.0km/t. Tidligere har jeg kun gået op til ca. 40km på de længste dage (med oppakning) – hvert skridt ville være ny personlig rekord. Jeg fik først og fremmest hældt Cola på – forfriskende. Herefter måtte jeg prøve de famøse syltede drueagurker, som efter sigende skulle tage eller reducere muskelkramper (lad mig sige at jeg foretrækker drueagurker som tilbehør). Jeg fik efterset fødderne, punkteret hvad der lignede start på vabler, tapet, og ellers på med tørre sokker. Jeg fik sat mig i lampers skær for bedre at inspicere fødderne – tæt ved nogle ret ’støjende’ kvinder (Stina og Gitte) – som viste sig at være ”Power Ladies”. Jeg blev i hvert fald overrasket, da den ene nævnte at dette var hendes Mammutmarch nummer 15 – ganske vist ikke alle 100km. De var meget hjælpsomme overfor nye Mammuter, og hjalp flere igennem med deres positive og sprudlende energi. Jeg mødte dem senere på ruten, men efter lidt tid overhalede da jeg dels gik lidt hurtigere – og så var musikken heller ikke i min smag. Dét er noget af det hyggelige ved dette event – man genser gående mange af de folk man tidligere har snakket eller hilst på, på grund af forskelligheder mht. flere/forskudte/længere pauser.
Efter depot #2 ved 21:30’ tiden, var det tid til at tænde pandelampe og agterlanterne. Det ville blive en ny oplevelse at gå igennem natten for at møde solopgangen ca. 8 timer senere. Det var skyet til at starte med, så jeg kunne nøjes med t-shirt og shorts. Der faldt en helt anden ro på folk – næsten helt stille da folk ikke talte sammen men fokuserede på stilheden og næste skridt i pandelampens skær. Forude kunne vi se agterlanterner fra andre Mammutter, så ruten var hele tiden belyst – og ellers var der ikke langt til GPS ruten på mobilen. Jeg så eller hørte desværre aldrig noget dyreliv – vi havde nok skræmt dem væk. Lidt før Lillerød omkring de 50km begyndte trætheden og udmattelsen af indfinde sig – var dette hvad folk havde talt om, at de resterende 50km er i hovedet, eller at man skal ”spise sig selv” – noget der aldrig tidligere har givet mening. Ved hovedgaden i Lillerød satte jeg mig for at skifte til en langærmet t-shirt og tage et energi-boost fra medbragte rugbrød med Nutella. Jeg sad blot i 10min, men det tog mig lang tid at komme bare nogenlunde op i fart – og jeg genfandt ikke mit tidligere tempo. Det næste depot #3 ved 65km var langt væk, når man føler denne udmattelse. I bagklogskabens lys har jeg ikke fået tilstrækkeligt med rigtig mad, på de rigtige tidspunkter – dén frugt, müslibarer, snacks og slik jeg hidtil har fået i depoterne har simpelthen ikke givet tilstrækkelig med næring. Skyerne begyndte at aftage og der var udsigt til stjernerne – det var flot at gå forbi Frederiksborg Slot med spejling i Slotssøen – klart et af mine yndlings-slotte at besøge. Depot #3 indfandt sig omsider, og jeg blev mødt med et energisk og hujende personale af frivillige. Hér var der rugbrødsmadder med hhv. spegepølse og ost, og derudover de tidligere frugt/snacks/slik – det var dog rugbrødsmadderne der gjorde forskellen. Det lignede et felthospital – folk var virkeligt mærkede, flere havde lagt sig med fødderne oppe – der var dog stadig overskud til enkelte smil og blink der bekræftede, om folk havde overskud til at færdiggøre hvad de startede. Efter et hvil og fødderne efterset var jeg helt frisk igen, og kunne genoptage næste del af etapen. Det var vitterligt en hjælp at bryde distancen mentalt ned i 10km etaper, næste depot, eller at man kunne tage en forfriskning ved næste time (jeg havde så rigeligt med af barer, gel, nødder, chokolade og en mængde slik fra depoterne).
Natten er vitterlig lang, og som nævnt oplevede jeg ikke noget særligt udover ro og fordybelse. Jeg forstod aldrig hvad nogen taler om, når de siger, at efter 50km er resten i hovedet (nogen siger efter andre km, men entydigt at kampen er mental for at nå målet). Omkring de 75km begyndte jeg at få ret stor smerte i højre knæ – hvert eneste skridt blev en udfordring. Jeg havde gået med vandrestave længe, og tænker også de hjalp herfra til at aflaste. Måske er dette hvad folk tænker på, når de refererer til det nødvendige mentale overskud? Jeg havde ikke andre skavanker – men kunne heller ikke ignorere eller reducere smerten ved at tænke nok så meget Peter Pan. Farten faldt mærkbart, men det reducerede ikke smerten – men det var mest rationelt for at øge sandsynligheden for at gennemføre. Med den høje fart første halvdel havde jeg god margin til at gennemføre indenfor tidsgrænsen. Det var kærkomment at møde solopgaven – varmen og lyset, og pandelampen kunne omsider slukkes efter 8 timer. Sidste depot #4 var ved 84km hvor jeg mødte flere folk som humpede på hver deres måde, præget af forskellige smerter. Der er helt klart en del svaghed som har forladt kroppen hos os Mammuter over sådanne 24 timer. Det er lige fra militærfolk, ”barske” folk med store tatoveringer, samt de mere gængse personer jeg selv tilhører. På depotet stod morgenmaden på toast-klapsammen med Nutella og banan, man kunne også vælge andre udgaver som Peanut-butter med marmelade (dét er lidt for US..). Man snakker med folk, og der er flere der ligger sig på fliserne med fødderne oppe og ser helt færdige ud. Jeg snakkede også med én som var ret rutineret, men for hvem denne tur var det værste han havde oplevet, og at han regnede med at ville fortrænge disse oplevelser. Jeg forsøgte at minde ham om, at det er en stor præstation at se tilbage på, hvis man en anden dag bliver udfordret udover normalen. Det er vitterligt hårdt for alle, og specielt hvis man begynder at få skavanker er det ubeskriveligt – men det er næppe en hjælp at tænke negative tanker. Ved depot #4 hilste jeg igen på Annette, som denne gang sad inde i Medic-vognen og fik udbedret vabler, som var blevet værre end hun selv kunne håndtere – men stadig med et smil. Jeg gik i forvejen, vidende at min gang var langsommere – jeg havde håbet vi kunne krydse målstregen sammen, set i lyset af de timer vi havde tilbragt. De sidste 10km var med konstant nedtælling – her blev hver kilometer brugt som milestone, og med flere pauser end tidligere. Her begyndte man også at møde flere borgere som var ude for at lufte hund eller ude for at hente morgenbrød. Man fik flere tiljubel og at vide hvor ”seje” vi var – det hjalp rigtig godt til at fortsætte! Nogle få kilometrer før mål var der dømt ”Limbo” hvor man skulle passere en væltet træstamme, som ikke var nem at komme udenom eller over. Det betød man skulle under – og med disse lange stive og ømme lemmer, var dette en reel udfordring. Af med rygsækken, og så langt ned i knæ – suk, forhåbentlig kom der ikke flere. Der var noget rod med ruten og skiltningen og de resterende kilometrer – helt til sidst har man bare ikke lyst til at den sidste 1km trækker ud.
Et par hundrede meter før målstregen kunne jeg høre musik og jubel. Der begyndte at indfinde sig en klump i halsen – dette var virkeligt stort for mig, og specielt set i lyset af knæsmerterne de sidste 6 timer. Det var fedt at gå op af alléen til målstregen med folk klappende. Jeg fik overrakt medalje og blev ret bevæget af at havde færdiggjort denne udfordring – ikke blot lidt blanke øjne. Rundt omkring mig var der flere der blev trøstet og hyldet af familie og venner, som var mødt op for at fejre dem. Vi lykønskede hinanden og jeg fik tømt en sejrs-øl og købt et par souvenirs før turen GIK (ikke nu igen…) til banegården hvor jeg en måned tidligere havde bestilt returtransport. Nu begyndte det at regne igen – vi var SÅ heldige med vejret, som kunne havde gjort denne udfordring ulidelig. Opgørelsen for i år viser også en højere gennemførelsesprocent end normalt – hele 67%. Da jeg satte mig i toget til Københavns Hovedbanegård tog det kun sekunder før jeg sov…heldigvis vågnede jeg i tide. Næste togtur mod Jylland var også mest sovende – det havde i særdeleshed været en lang dag. Min telefon har noteret 135.000 skridt på disse to dage og Komoot en aktiv gennemsnitsfart på 5.5km/t samt 750m op og ned.
Hvad lærte jeg?
– Min primære læring er hvor vigtigt det er at spise rigtigt samt hvor ofte. Det fungerede simpelthen ikke for mig hvad depot #1 og #2 havde at byde på med frugt, snacks og slik. Først ved depot #3 ved 65km var der mere reel mad bestående af ’tamme’ rugbrødsklapsammen. Jeg skulle have medbragt, så jeg var uafhængig af depoterne – men man forventer alligevel noget ’reel mad’ når prisen for deltagelse er 600kr.
– Jeg er godt tilfreds med min pakkeliste, det eneste jeg kunne undvære var 2 par ekstra strømper, 2×0.25l Redbull samt reducere antallet af müsli-/energi-barer/gel/nødder/chokolade/vingummi/slik. Selv om jeg følte træthed primært mod depot #3, så var det ikke nok til at åbne for Redbull – også set i lyset af, at jeg aldrig har brugt denne slags drikke, og vidste ikke hvordan kroppen ville reagere.
– Jeg skulle sandsynligvis have taget nogle af de medbragte panodiler, da knæsmerterne begyndte. Jeg overvejede det, men kom fra det igen. Måske også fordi at det kunne have ført til større belastningsskader ved ikke at være helt i kontrol.
– Rent praktisk, men så havde en Buff været praktisk til at varme omkring halsen da skyerne forsvandt om natten. Det var ikke helt koldt nok til at tage flies-trøje på udenover t-shirt.
– Det var fedt at hilse på folk og følges med nogle i længere tid. Jeg skal fremadrettet have tilmeldt mig flere dags-fællesture i stedet for at tage dem alene.
– Selv om det var fedt at fuldføre og hyggeligt at møde andre vandrere og naturmennesker – så er denne oplevelse og udfordring nok for mig – jeg har ikke behov for at gøre det igen.
– Jeg synes det fungerede godt at ”spise Mammuten i små bidder”. Jeg må dog erkende, at jeg stadig ikke forstå hvad folk mener med at ”de sidste 50km er i hovedet”. Man skal selvfølgelig have viljestyrke og være i stand til at acceptere smerter fra diverse skavanker, men det kan vel ikke ”bare” være dét??
Hvorfor?
– Godt spørgsmål! Jeg har en del erfaring med lange dagsture og sammenhængende dage med fuld oppakning i 1 uge+. Jeg tænkte derfor, at denne udfordring ville blive stor men stadig mulig – og noget at se tilbage på, når man er psykisk eller fysisk udmattet. Man er ikke til at skyde igennem, når der skulle komme lidt modgang. Det er lidt som at tænke tilbage på min PhD-tid, ved en Professor af den gamle type – at gennemføre har sikkert været med til at jeg kan påtage og gennemføre en hvilken som helst udfordring, hvor flere ville gå ned med stress. Dette har jeg seneste vist på min arbejdsplads, hvor jeg de sidste 1½ år har været med og til en stor grad
stået for den største turn-around, jeg nogensinde kommer til!
– At møde andre ligesindede personer, som jeg ikke støder på i mine egne dagsture. Det er rart at være del af et fællesskab med sammenlignelige værdier og drømme.